Emilie opdagede, hvad manden havde gang i - og så tog hun aktion
Emilie Christensen stoppede en tyv, der var ved at stjæle fra en ældre kvinde med rollator.
Fredag eftermiddag studsede Emilie Christensen over en mand, der stod længere fremme i køen til en bybus på Randers Busterminal.
Manden stod meget tæt på en ældre kvinde, der var optaget af at bakse sin rollator ind i bybus 2A.
Først tænkte Emilie, at manden måske var ved at hjælpe den ældre kvinde ind i bussen, men så fik hun øje på hans hænder.
- Han stod nærmest lænet op af kvinden, og så stak han sin hånd ned i hendes taske, som hang på hendes lænd. Hun registrerede ikke noget, men det gjorde jeg, så jeg tog fat i hans jakke, så han blev nødt til at vende sig lidt, og så råbte jeg højt, om han var ved at stjæle noget, siger 21-årige Emilie Christensen.
Benægtede - og stak af
Manden svarede først på gebrokkent dansk, at han bare ville hjælpe. Men kort efter slog han over i engelsk og råbte 'fuck you' og løb fra stedet.
- Han havde en paraply i hånden og virkede ret truende, men der var heldigvis andre mennesker omkring os. Jeg havde ikke nået at overveje situationen, før jeg reagerede. Bagefter tænkte jeg, at det måske ikke var så smart at konfrontere en mand, der er meget større end mig, men det endte heldigvis godt, siger hun.
Emilie Christensen fortæller, at den ældre kvinde umiddelbart ikke fik stjålet noget, men var overrasket og ked af situationen.
- Min mor har selv fået stjålet sin pung tre gange, så jeg ved, hvor irriterende sådan noget er. Og at det så går ud over en ældre kvinde er bare ikke i orden. Hun var nærmest lidt i chok, siger hun.
Emilie Christensen skrev efterfølgende et opslag om episoden i den lokale Facebook-gruppe, fordi hun så manden løbe væk og over til nogle andre busser bagefter.
Hun har informeret politiet om episoden, og den ældre kvindes familie har efterfølgende rakt ud til hende på Facebook og takket hende for hjælpen mod den langfingrede tyv.