Nu er en helt speciel legeplads åben
En mellemfornøjet smiley fik Gammel Estrup til at tænke alternativt. Nu er en helt unik legeplads klar til besøgende.
For præcis et år siden viste en inspektion af legepladsen ved herregårdsmuseet Gammel Estrup, at det ville kræve en hel del fornyelse eller udskiftning at holde den eksisterende legeplads åben og godkendt.
Den mellemfornøjede, orange smiley, som legepladsen fik, gav tid til eftertanke hos museet og direktør Kasper Tipsmark.
- Vi brugte det som anledning til at gentænke sammenhængen og forbindelsen mellem et museumsbesøg og legeplads.
- Når man kommer som familie kan man måske bruge det som gulerod. Så vi tænkte, om man kunne vende det om, siger Kasper Tipsmark.
Derfor kan børn og barnlige sjæle nu klatre op i et tårn og under en bro på den nyåbnede legeplads, der lørdag blev indviet under den strålende sol af Karin Salling.
Legepladsen er helt unik og specialdesignet og indeholder en masse detaljer, som kan forberede børnene på til besøget på museet.
- Tanken er, at de bliver klædt på, så kan man ideelt set spotter tingene, når man kommer indenfor.
- Der er gemt en masse detaljer som referer til ting på museet. Vi har prøvet at udfordre os selv, siger han.
Eksempelvis kan man finde mønstre fra gardiner eller tapetstykker. Der er også tre søjler, hvor man kan lytte til herregårdens tidligere beboere fortælle om ting, man lokkes indenfor for at finde. Der skal genereres strøm til højttalerne med håndsving.
Vigtig for lokalmiljøet
Ifølge Kasper Tipsmark er det vigtigt, at der er en legeplads, fordi der kommer rigtig mange børn til museet, og den ligger i forbindelse med et offentligt stisystem og bliver flittigt brugt af både borgere fra Auning og eksempelvis institutioner, der tager på tur.
- Vi er rigtig glade for at kunne give dem det her tilbud, siger direktøren.
Ud af 100.000 årlige gæster på museet er cirka 25-30 procent børn under 18 år.
Åbningen skete i forbindelse med herregårdsmuseets 1700 tals-festival, der løber af stablen denne weekend. Direktøren vurderer, der var et par hundrede til legepladsåbningen.
Den hidtidige legeplads var fra 2010. Den nye er udviklet i tæt samarbejde med firmaet Elverdal, og den er finansieret med hjælpe fra en lang række lokale fonde og puljer. Museet har haft en smule egenfinansiering af anlægsdelen.
- Det er ikke en hemmelighed, vores driftsøkonomi her på Gammel Estrup er stram. Til gengæld har vi mange gode ideer, og det er der heldigvis fonde og puljer, der kunne hjælpe med. Det er vi dybt, dybt taknemmelige for, sige Kasper Tipsmark.
Støttet af
Legepladsen er muliggjort af støtte fra Salling Fondene, Købmand Herman Sallings Fond, ELRO Fonden, Hoffmann og Husmans fond, Løvenholm Fonden, Sparekassen Midtdjurs, Norddjurs Kommune kunst- og kulturpulje, Sportsgoodsfonden og Nordea-fondens Her gror vi-pulje samt Auningafdelingen af DJURSLANDS BANK og G9 Landskab, Park & Byrum.