Vild busvognmand glæder sig til finale: - Jeg tror ikke, der er flere dobbeltdækkere i Jylland
Det er dagen før dagen, hvor Silkeborg IF og AGF brager sammen i pokalfinalen.
I morgen bliver det afgjort om det er Silkeborg eller AGF, der kan hæve denne kæmpestore pokal som vindere af pokalturneringen. Det sker i Parken i København foran 12.000 Silkeborg-fans og 22.000 AGF-fans.
Tip os!
TV2 Østjylland live opdaterer dagen igennem fra den østjyske pokalfinale.
Vi har to reportere og to fotografer, som følger de mange feststemte fans i busserne mod København.
Men vi har også brug for dit bidrag!
Send os billeder og video af din pokalfinaleoplevelse i Østjylland, København, eller hvor du nu befinder dig til tip@tv2oj.dk eller lige her:
Torben Ulsøe er en blandt de ti-tusindvis af fans, der dårligt nok kan vente til i morgen.
- Der er alt på spil. Der findes ikke noget større end den dag. Det her er muligheden for Silkeborg, og jeg glæder mig så meget, siger Torben Ulsøe.
Tidligt torsdag morgen skal han med en fanbus mod hovedstaden. Og han er langt fra den eneste østjyde, der drager mod øst.
Indehaver af selskabet Silkebus, Brian Hansen, fortæller, han sender rekordmange busser til Parken i morgen. 25 dobbeltdækkere og 7-8 almindelige busser.
- Og det er jo bare de busser, jeg har med at gøre. Jeg tror ikke, der er flere dobbeltdækkere tilbage i Jylland i morgen - de er ude at køre allesammen, siger Brian Hansen.
Han har derfor haft travlt med at rengøre og klargøre busser, og nu glæder han sig bare, til at få dem fyldt.
- Jeg er en vild busvognmand, jeg elsker busser. Så det at skulle se alle de glade mennesker i morgen og alle de busser på vejen bliver en fest, siger Brian Hansen.
1000 ekstra togbilletter
De mange tilskuere sætter også deres præg på trafikken hos DSB.
- Der har været stor interesse, og derfor har vi også sat tusind ekstra pladser ind for at imødekomme den store efterspørgsel, som i øjeblikket ligger på omkring 40 procent over det normale, siger Tony Bispeskov, informationschef ved DSB.
Også Molslinjen melder om usædvanlig høj efterspørgsel. Her er sejlplanen blevet ændret af hensyn til de fodboldglade østjyder.
Der er nemlig indsat en ekstra 'fodbold-afgang' efter kampen er slut.
Spiller forventer gåsehud
Udsigten til de mange fans i Parken er noget, der glæder fodboldspillerne. Også fodboldspillerne ser frem til en vild oplevelse.
Patrick Mortensen, der er angriber i AGF, regner med at få gåsehud, når han går på banen.
- Jeg tror, det bliver vildere, end man lige forestiller sig. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at gå ind med lidt gåsehud på mine arme, siger Patrick Mortensen.
Også Mark Brink, midtbanespiller i Silkeborg IF, forventer, at dagen bliver noget særligt.
- Uanset hvad så er en pokalfinale kæmpestort. At det så er mod vores rivaler fra øst, gør det bare endnu større, siger Mark Brink.