Fodboldtosse skal gå fan-march i København og se kamp i Aarhus
Christina Bang tager til København torsdag for at gå march med andre AGF-fans for så at spurte tilbage efter et tog mod Aarhus, hvor hun skal se kampen.
- Jeg er lidt en tosse. Det er vist ikke en underdrivelse, så det må du gerne skrive, siger 27-årige Christina Bang fra Horsens.
Hun har ikke fået billet til pokalfinalen mellem AGF og Silkeborg IF, der spilles i Parken i København torsdag, men det afholder hende ikke fra at tage turen til hovedstaden - og retur igen.
Tip os!
TV2 Østjylland live opdaterer dagen igennem fra den østjyske pokalfinale.
Vi har to reportere og to fotografer, som følger de mange feststemte fans i busserne mod København.
Men vi har også brug for dit bidrag!
Send os billeder og video af din pokalfinaleoplevelse i Østjylland, København eller hvor du nu befinder dig til tip@tv2oj.dk eller lige her:
For AGF-fansene skal gå march fra Kongens Nytorv mod Parken, og det vil hun altså ikke gå glip af.
- Jeg har regnet ud, at jeg næsten kan nå det hele, hvis jeg tager et tog i morgen tidlig, dropper marchen lidt før tid, løber til toget og så burde jeg næsten kunne nå hjem til Aarhus til kampstart, siger Christina Bang.
Efter hun fortalte om sine 'tossede' planer i en fangruppe på Facebook, har hun fået flere tilbud om at købe en billet i Parken. Det har hun dog takket nej til.
- Der er noget virkelig smukt over at se kampen i Aarhus med en masse andre fans i Tivoli Friheden. Når vi vinder, kan jeg fejre det i Aarhus' gader, og det er lige, som det skal være, siger hun og tilføjer:
- Det kan godt være, det bliver lidt svært at forlade marchen, men jeg tror ikke, jeg kommer til at føle mig alene i toget, for jeg vil tage stemningen med mig i hjertet, og jeg ved, der venter mig AGF-fans i min barndoms by på den anden side.
'Det bliver som EM i 1992'
Christina Bang har været fan af AGF, siden hendes storebror introducerede hende for klubben, da hun var fire år gammel.
Siden dengang har hun brugt utallige timer på at følge holdets kampe og har også selv spillet fodbold.
- Jeg er en kæmpe, inkarneret fan, og jeg kan ikke beskrive, hvor stort det ville være at vinde. Det er som en fædrelandsfølelse og jeg tror, det vil være lige så stort som EM i 1992, siger hun.