Vildsvin fundet ved Aarhus: Ekspert er forundret
Et dødt vildsvin i strandkanten har udviklet sig til lidt af et mysterie. For der er ingen god forklaring på, hvordan dyret er havnet på en strand tæt ved Aarhus.
Vildsvin må ikke leve frit i Danmark. Hvis et dyr bliver observeret i naturen, skal det hurtigst muligt aflives.
Derfor er det lidt af et mysterie, hvordan et vildsvin er havnet på Fløjstrup Strand blot tre-fire kilometer fra Aarhus.
Døde vildsvin er ikke usædvanligt på de danske kyster, men normalt kan Fødevarestyrelsen hurtigt kortlægge, hvor dyret kommer fra. Som regel er svaret, at det er drevet til Danmark fra Tyskland og Polen, hvor vildsvin lever frit.
Det usædvanlige ved vildsvinet på Fløjstrup Strand består i, at dyret er endt tæt på Aarhus. Normalt finder Fødevarestyrelsen de døde dyr på kysterne på Sydhavsøerne og andre kyster tættere på Tyskland og Polen.
- Lokation er rimelig ualmindelig, siger Mette Kirkeskov Sie, enhedschef for kontoret for dyresundhed i Fødevarestyrelsen.
Dyrehaven kontaktet
Hun fortæller, at styrelsen har kontaktet de besætninger med vildsvin, som de kender til i området. Men svaret er, at ingen mangler et vildsvin.
- Der ligger nogle stykker i nærheden af Aarhus, og vi har haft kontakt med dem, der ligger tættest på, og vi har ikke fået noget budskab om, at der mangler nogen.
Heller ikke i Dyrehaven, der blot ligger få kilometer fra Fløjstrup Strand. Det fortæller biolog og ansvarlig for Dyrehaven Niels Jørgen Friis, der blev kontaktet af Fødevarestyrelsen onsdag aften.
Det fik ham straks til at undersøge vildsvinenes indhegning og foretage en optælling af vildsvinene. Konklusionen var klar; ingen dyr mangler, og ingen huller i hegnet.
- Alt var heldigvis ok. Sagen er nu overdraget til Fødevarestyrelsen, da der er tale om et vildt dyr, som ikke burde være i den vilde natur i Danmark, siger Niels Jørgen Friis.
Ingen svar
Fødevarestyrelsen har også fået DMI til at analysere strømretningerne for at opklare, hvordan dyret er havnet i Aarhus. Men heller ikke det har hjulpet med en forklaring.
- Der er ikke noget, der hjælper os ret meget i forhold til at sige, hvor det kommer fra, siger Mette Kirkeskov Sie.
Vildsvinet på Fløjstrup Strand var ikke øremærket i Centrale Husdyrbrugs Register, som det er lovpligtigt i Danmark. Der var heller ikke tegn på, at dyret havde haft et øremærke, som kunne være faldet af.
Fødevarestyrelsen har taget prøver af dyret for at undersøge, om det er smittet med afrikansk eller almindelige svinepest. Efterfølgende er dyret sendt på Daka til destruktion.
Men hvordan dyret er havnet på Fløjstrup Strand ved Aarhus, står uvist hen. I teorien kan dyret have levet i naturen i Danmark, indtil det druknede.
- I langt de fleste tilfælde kommer de døde dyr, vi finder, fra Tyskland eller Polen. Men i det her tilfælde kan vi ikke sige, at det ikke kommer fra Danmark, siger Mette Kirkeskov Sie, enhedschef i kontoret for dyresundhed i Fødevarestyrelsen.