Hun kunne ikke føle kærlighed til sin datter – i dag ved hun hvorfor
Isabella Arendt opfordrer nybagte forældre til at reagere, hvis de genkender følelsen.
Elsker jeg ikke mit barn?
Det var en af de første tanker, der ramte Isabella Arendt, da hun for halvandet år siden sad med sin nyfødte datter, Leonora, i armene.
I dag ved hun, at det ikke var sandt.
Isabella Arendt elsker sit barn og har altid gjort det.
Men i mere end et år har den tidligere østjyske profil for De Konservative ikke kunnet føle den kærlighed, som forældre normalt har til deres børn – en følelse, som har været forbundet med både skam og skyldfølelse, fortæller hun i ‘Go’ morgen Danmark’.
- For mig var der ikke den der umiddelbare kærlighed. Jeg syntes, at hun var fremmed, og jeg syntes, at det var svært at finde ud af, at hun var min, fortæller Isabella Arendt.
Og halvandet år efter er det stadig svært for hende at tale om.
Alligevel har Isabella Arendt valgt at stå frem med sin historie i håbet om, at andre kan spejle sig i den.
For hun er ikke den eneste, der har haft det svært i rollen som nybagt far eller mor.
Et voldsomt forløb
Ifølge Sundhedsstyrelsen udvikler 11 procent af de nybagte mødre og 7 til 8 procent af fædrene en regulær fødselsdepression.
I Isabella Arendts tilfælde var hun dog ikke ramt af depression eller de andre symptomer på en fødselsdepression.
Det var en efterfødselsreaktion på et voldsomt forløb op til, under og efter fødslen, forklarer hun.
Inden fødslen havde familien været igennem en fertilitetsbehandling, Isabella Arendt, der var førstegangsfødende, fik svangerskabsforgiftning, og selve fødslen endte med et akut kejsersnit.
- Der gik næsten fire timer, inden at jeg så Leonora, efter at hun var blevet bragt til verden, og i de fire timer var jeg ikke sikker på, om hun havde overlevet, fortæller Isabella Arendt.
Personalet var dygtige, men det ændrede ikke på, at hendes fødselsforløb var præget af både angst og panik.
- Det var bare ikke en god oplevelse, fordi jeg var så bange, siger hun.
I dag er Isabella Arendt klar over, at det var årsagen til, at hun ikke kunne føle den samme store kærlighed til sin nyfødte datter, som, hun kunne se, lyste ud af sin mand.
- Han knuselskede hende fra dag et. Han var den største, gladeste og lykkeligste far i det øjeblik, han fik vores lille datter i armene.
Det var en stor kontrast, som kun gjorde det sværere, husker hun.
Om efterfødselsreaktioner
Det er almindeligt, at man reagerer følelsmæssigt, når man får et barn.
Typiske tegn på en efterfødselsreaktion er:
Følelsesmæssig uligevægtig
Deprimeret og ked af det, verden er grå i grå
Svært at være alene med barnet
Synes ikke at man slår til i rollen som mor og kæreste
Føler at det hele er uoverkommeligt
Angst og bekymring
Kilde: Sundhedsplejersken.dk
Isabella Arendt følte sig forkert, og det fik følelsen af skyld og skam til at vokse, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.
- Jeg lå vågen om natten, selvom Leonora sov, og kiggede over på det her lille menneske, som jeg ikke kunne finde ud af at elske. Og jeg syntes, at hun fortjente bedre, husker hun, at hun tænkte.
Derfor manglede kærligheden
Ifølge Isabella Arendt har hendes mand været god til at håndtere og give plads til hendes svære følelser, og hendes datter har ikke manglet noget.
Selvom Isabella Arendt ikke har været i stand til at føle kærlighed, så har hun givet Leonora masser af omsorg.
Men lidt over et år efter at Isabella Arendt var blevet mor, blev familien alligevel enige om, at det ikke kunne blive ved.
Derfor opsøgte hun en psykolog, og det er hun i dag glad for, at hun gjorde.
- Det, jeg har lært efterfølgende og har fået et sprog for, det er, at når noget er meget voldsomt, så kan hjernen lukke det ned i en kasse. Alt det voldsomme bliver gemt, og der bor kærligheden også, for den er lige så umiddelbar som angst, frygt eller frustration, forklarer Isabella Arendt.
Er stadig i proces
Isabella Arendt kæmper stadig med kassen, der skal lukkes op.
Hun kan mærke sin datter mere og mere, men hun er ikke i mål endnu, og hun går stadig til psykolog.
- Jeg er i en proces lige nu, hvor jeg både har et barn på halvandet år med alle de glædelige udfordringer, som det giver, og hvor jeg skal genopleve hele det traumatiske fødselsforløb, fordi det bor nede i den kasse, hvor kærligheden til Leonora også bor. Og vil jeg have kærligheden op, så skal jeg tage alt det andet op også, forklarer hun.
Har du været nervøs for, om hun har lidt overlast?
- Jeg har været så bange for, hvordan hun vil have det – også som en del af min skam tænkt: “Hvad hvis hun går i stykker?”.
Men det, har psykologen forsikret hende om, ikke er tilfældet. For et helt lille barn kan ikke kende forskel på omsorg og kærlighed.
- Leonora oplever en mor, som leger med hende, giver hende mad og giver hende tøj på, hygger med hende, kigger hende i øjnene og tager hende i hånden og viser hende mariehøns og myrer. Så heldigvis kommer hun ikke til at mærke forskel, siger Isabella Arendt.
Og hun har en opfordring til alle, der går med lignende følelser:
Man skal ikke vente på, at det går over af sig selv.
Læs også
- Hvis der først er sat lås på den boks, så kræver det hjælp, siger Isabella Arendt, der også har et budskab til sin datter, der måske læser med en dag:
- Der skal ikke drilles i skolegården om ti år med, at "din mor elsker dig ikke". For det gør hun. Hun kunne bare ikke mærke det.