'Fartbølle' og 'socialbedrager': Marianne og Henrik fik ubehageligt brev i postkassen
Marianne Kragh Gravgaard og Henrik Michael Cosworth fik et chok, da de lørdag fik et mystisk brev i postkassen.
Lørdagen startede godt for ægteparret Marianne Kragh Gravgaard og Henrik Michael Cosworth.
Solen skinnede, foråret er kommet og en sød lille musvit havde bygget redde i parrets postkasse i Østbirk.
Men da deres 23-årige datter ville tjekke til de små fugleunger, fik hun sig en ubehagelig overraskelse.
Det var nemlig ikke kun en uskyldig musvit, der havde fundet vej til postkassen.
I stedet gemte der sig et noget ubehageligt brev fra en anonym afsender. Brevet er skrevet på en konvolut, der ser ud til at være af ældre dato.
"Din fartbølle socialbidrager snyde me alt du kan", står der i brevet, der fortsætter:
"Det gælder også Marianne med hendes marsvin i den store stil men tage et arbejde nej."
Beskeden chokerede både datteren og parret.
- Vores datter var ret forskrækket over det. Hun blev meget urolig og lidt bange. Jeg var da også lidt bekymret, for det er meget personlige ting, der står, men det har jo slet ikke noget på sig. Det er selvfølgelig ubehageligt, at nogen tænker sådan om os, siger Marianne Kragh Gravgaard.
- Jeg er rigtig irriteret over, at min familie er utryg på grund af det her. Jeg bliver beskyldt for noget, jeg ikke har gjort. Det er altid irriterende, men med årene bliver man mere hårdfør. Men at den person gør min familie, og særligt min datter, utryg, det er jeg mest sur over, for hvad kan personen ellers finde på, spørger Henrik Michael Cosworth.
På bar bund
I brevet beskrives Henrik Michael Cosworth som en social bedrager. Der hentydes også til, at Marianne Kragh Gravgaard snyder, fordi hun har et opdræt af marsvin, men ikke har et arbejde.
Parret fortæller, at Henrik Michael Cosworth en kort periode var på kontanthjælp i 2003, men siden har haft sit eget firma. Marianne Kragh Gravgaard er folkepensionist.
- Det undrer mig, at vi bliver beskyldt for noget, der bare er taget ud af den blå luft. Jeg er lidt på bar bund. Jeg har haft virksomhed herhjemme i over 20 år, og Marianne er folkepensionist, men det er jo helt legalt, siger Henrik Michael Cosworth, der også beskyldes for at være en fartbølle.
- Jeg er en 64 år gammel mand. Selvfølgelig kan man være 64 år og fartbølle, men det er jeg nu ikke, siger han.
Har du oplevet noget lignende?
Så vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Skriv til os her eller på tip@tv2oj.dk.
Parret er ikke sikker på, hvor længe brevet har ligget der, da postkassen ikke tjekkes ret ofte, og det har ingen idé om, hvem der kunne have sendt brevet.
- Vi har jo virkelig brudt vores små hjerner med, hvem pokker det kan være. Men vi er fuldstændig på bar bund. Vi har ingen idé om, hvad vi kan have gjort nogen. Jeg synes ikke, jeg er sådan en person, der er uvenner med nogen, og vi er gode venner med vores naboer, siger Henrik Michael Cosworth, der suppleres af sin hustru:
- Det ligner ikke noget at opføre sig sådan. Vi spekulerer vanvittigt på, hvem det kan være, og hvad vi har tilfælles med ham den anden, der har fået det, siger Marianne Kragh Gravgaard.
Flere har modtaget et brev
Marianne Kragh Gravgaard og Henrik Michael Krogh er nemlig ikke de eneste i området, der har modtaget sådan et brev.
I sidste uge fik en anden borger i området et lignende brev. Personen vil ikke stå frem, men har bekræftet over for TV2 Østjylland, at vedkommende har modtaget brevet, som TV2 Østjylland har set.
I det står der blandt andet:
"Hvad fanden gemmer du dig for svinger med din ulækre pissemand", står der blandt andet.
Brevsenderen beskylder også modtageren for at have brændt sin gård ned.
Marianne Kragh Gravgaard og Henrik Michael Cosworths brev har en QR-kode påsat. Koden viser dog ikke andet end en række tegn, når den scannes. Det samme er påsat det andet brev.
Frygter, hvad der kan ske
Marianne Kragh Gravgaard og Henrik Michael Cosworth er kede af, at vedkommende ikke henvender sig til dem, hvis de gør noget, der generer.
- Det virker formålsløst, at sende det brev, for det er jo ikke noget, vi kan gøre noget ved. Det er beskyldninger uden grund. Så hvad vil vedkommende med det brev ud over at genere os? Vi kan jo ikke ændre noget, siger Henrik Michael Cosworth og tilføjer:
- Folk skjuler sig bag et tastatur eller et brev. Hvis man har et problem, så gå dog ind og snak med os og giv det en chance.
Episoden har sat sig i ægteparret.
- I går ser jeg, at der står en bagdør åben, og jeg tænkte umiddelbart, jeg havde lukket den, så jeg løb rundt og sparkede alle dørene op, for at tjekke, om der var nogen. Det var der ikke, så det må være mig selv, der har glemt at lukke den, men man bliver helt paranoid. Man skal godt nok passe på, man ikke bliver skør af sådan en skrivelse, fortæller Henrik Michael Cosworth.
Parret fortæller, at det har anmeldt episoden til politiet. Mandag vil de tage forbi postkontoret for at finde ud af, hvad QR-koden betyder. Indtil da passer de ekstra på.
- Vi har både marsvin og heste, der bor i en stald, så vi er lidt bange for, om vedkommende kan finde på at gøre noget ved dyrene. Nu har vi låst stalden, så den er låst om natten. Vi har også sat vildtkamera op mod postkassen, siger Marianne Kragh Gravgaard.